Hvorfor er der ikke flere præster, der taler åbent om, hvor forfærdeligt et sted Helvede er? Det spørger en lytter om efter at have set adskillige uhyggelige videoer på Youtube med tilsyneladende troværdige beretninger om, hvor man risikere at komme hen i efterlivet. En anden lytter spørger, om Jesus egentlig ikke ville have det fint med, at andre end præster kan døbe og i det hele taget gøre, hvad de fleste forbinder præstegerningen eksklusivt med, og endelig er der en tredje lytter, der mener, at kristendommen med sin tale om tilgivelse er med til at give mennesker carte blanche til at opføre sig miljømæssigt uforsvarligt. Præsterne Naja Maria Balle fra Karise Kirke, Dennis Jelstrup fra Falster og Sarah Auken fra Søborg Kirke i Nordsjælland er gæster i studiet hos vært Christoffer Emil Bruun.