I denne uges udgave af Langsomme Samtaler, taler Rune Lykkeberg med den tyske sociolog Daniel Kubiak, der selv opvokset i Østtyskland i 1980'erne.
Han har blandt andet forsket i de sociale strukturer i Tyskland, identitetsdannelse, hukommelsespolitikken, demokrati, forholdet mellem land og by og skrevet en afhandling om det politiske mønster i det forhenværende Østtyskland.
For ham er den politiske udvikling og splittelsen mellem øst og vest, der foregår i Tyskland et billede på en større europæisk tendens. Den ”andetgørelse” østtyskerne oplever i deres eget land, kan delvist sammenlignes med den andetgørelse også muslimer oplever i mange europæiske lande, mener han.
Også den politiske udvikling, der er foregået særskilt i Østtyskland, kan sættes ind i en større tendens i følge Kubiak, nemlig at fremtidens politiske skillelinje er mellem dem, der ønsker at bevæge sig frem, og dem, der ønsker at vende tilbage til en idealiseret fortid. Den skillelinje, kommer til udtryk i den amerikanske valgkamp mellem Trump og Harris, ved Brexit-afstemningen i England, og selvfølgelig også i Kubiaks eget Østtyskland.