Jeg har fulgt min klimahelt i flere år efterhånden og for alvor efter at jeg læste hendes bog "Klimapsykologi", som også anbefales i episoden her.
Solveig Roepstorff sætter knivskarpe, empatiske og genkendelige ord på dét, der synes så svært i den klimakrise, vi er nødt til at forholde os til. Dét, der sker inden i os, men også mellem os i de her år - ikke mindst den svære samtale om vores klimaværen i verden. Det havde jeg i hvert fald brug for at komme omkring.
Hvordan får vi inspireret og skubbet hinanden? Det store hvorfor, men også det store hvordan... er spørgsmål, der bliver belyst og også besvaret undervejs gennem begreber som fx tabsaversion og moralsk licens.
Jeg gik fra samtalen hos min klimahelt med en forstørret indsigt. En nøgle til bedre at forstå os og en forståelse for, hvad der er på spil og hvilke forsvarsmekanismer, der spænder ben for, at vi kan leve i overensstemmelse med dét, vi siger, vi gerne vil. Og som er det nødvendige.
Vi er rationelle mennesker, men også det modsatte. Og så er vi sanselige mennesker, forbundet til naturen....det gik så meget op for mig, da Solveig tilsidst fortæller om de forskellige versioner af dig og mig, der viser sig, når vi befinder os ude - under åben himmel.
Lyt med og bliv forhåbentlig klogere og også mere handleparat. 🌱
Jeg hedder Lene Outzen Foghsgaard, og jeg skriver og podcaster om mennesker i den grønne omstilling, Podcasten er mit bidrag til en forandret verden.
Nævnt undervejs:
Bogen "Klimapsykologi - Hvorfor vi holder klimakrisen ud i strakt arm og den forbundethed, der venter, når vi begynder at handle." Af Solveig Roepstorff. Er udkommet på forlaget People´s og kan købes (ellers lånes på biblioteket).
This podcast is powered by Pinecast.