Vi bliver taget alvorligt - Lise Coermann Nygaard, Ungdomsdelegat til FN på COP28


Episode Artwork
1.0x
0% played 00:00 00:00
Jan 16 2024 53 mins  

Min klimahelt bruger minimum 15 frivillige og ulønnede timer hver uge på at repræsentere den danske ungdom i FN - sammen med resten af EU's Ungdomsdelegater. Lise Coermann Nygaard er 25 år og valgt som Danmarks Ungdomsdelegat til FN for klima og miljø i perioden 2023/2024.


Samtidig arbejder hun frivillig som repræsentant for den danske afdeling af det globale netværk ICYE - International Cultural Youth Exchange - en organisation du vil høre mere om undervejs. Herudover læser hun en kandidat i Statskundskab på Københavns Universitet og er ansat 15 timer i DeltagerDanmark og Teknologirådet som juniorkonsulent - et job, der skaffer hende brød og falafler på bordet.


Lise når det hele (også lige at være søster, datter, ven, barnebarn og kæreste) med et imponerede overblik og drive. Hun tror på fællesskabets kraft, for hun så den virke blandt andet under klimatopmødet i Dubai, COP28, der løb af stablen december 2023.


Hør hendes øjenvidneberetning fra klimatopmødet og bliv klogere på FN og det giga set op, som topmødet jo er. Jeg blev selv klogere og også en del mere fortrøstningsfuld efter samtalen med Lise, ikke mindst da det gik op for mig, at de unge delegater fra EU og deres ønsker blev taget alvorligt og kom med til forhandlingsbordet!


LYT med og del gerne episoden, for budskabet er vigtigt. Verden var samlet om klima og miljø i december 2023, og en bevægelse blev sat i gang - en fælles bevægelse mod en fossilfri fremtid. 🌱


Jeg hedder Lene Outzen Foghsgaard. Jeg er journalist, og jeg skriver og podcaster om mennesker i den grønne omstilling. Med podcasten håber jeg at kunne inspirere og plante håb og handling.


Find mig på www.detendergrønt.dk


🌱


Læs mere om International Cultural Youth Exchange og Ungdomsdelegater hos Dansk Ungdoms Fællesråd her:


https://www.icye.dk/


https://duf.dk/tags/ungdomsdelegater