Hvorfor har vi de holdninger, vi har, og i hvor høj grad former vores omgivelser os, uden vi opdager det? I dette afsnit taler vi om, hvor vigtigt det er at forholde sig kritisk overfor egne holdninger og tanker. Vi forsøger at gennemskue vores egen verdensopfattelse, mens vi reflekterer over ensretningen i uddannelsessystemet, det ideologiske i fornægtelsen af ideologier og det etisk demotiverende i at have “ikkeholdninger”. Vigtigst af alt prøver vi at forholde os til, hvad det gør ved os alle sammen, at der i stigende grad ikke længere er noget der er rigtigt eller forkert, og hvilken rolle religion kan spille som modpol til relativistisk grænseløshed.